Secret Sniper- Novelle

 

 

Secret Sniper- Novelle

16.32 Italiensk tid

”Snake kom ind. Målet i sigte. Dette er BadGirl der beder om tilladelse til at farve fuglen.”
”BadGirl, dette er Snake. Du har tilladelse til at farve fuglen.”
Jeg ligger på taget af en bygning, og er klar til at skyde målet. Mange tanker flyver gennem hovedet på mig. Skal jeg? Skal jeg ikke? Uden jeg når at tænke mere, klarer min finger arbejdet. Jeg rammer målet lige i panden. Folk inde i bygningen dukker sig. Nogle løber ud af døren. Sikkerhedsvagter kigger sig omkring. De kan ikke se mig. Det ved jeg. Jeg ligger nemlig mindst to kilometer væk. Det er standarten når jeg er på jobbet. De kalder mig trumfen.

10:00 Italiensk tid

”Ha! Ja som om du kunne komme i militæret! Du er så lille og tynd! Du ville aldrig kunne bestå en eneste prøve!”
Ja. Det er så min meget op bakkende storebror… -Som om du kunne komme i millitæret!- Sætningen kører rundt i hovedet på mig. Det har den gjort lige siden han sagde det. Han skulle bare vide. Det må han ikke. Så bliver han dræbt. Jeg arbejder for den hemmelige organisation, i en specialgruppe. Der er bare ingen andre end os der ved vi eksistere. Når du først er med i gruppen, er den eneste udvej døden, eller hvis vi bliver fanget. Hvis vi bliver fanget, bliver vi anklaget for teorister, og militærets overbygning vil ikke kunne genkende os. Så hemmelige er vi.
Jeg har lige fået en ny mission. Vi er fem mand, Snake, Baloo, Scooby, Phoenix og mig, BadGirl, der er gået undercover i Italien. Jeg har fået til opgave, at skulle lade som om, jeg er på familieferie i Napoli, men i virkeligheden er jeg på en mission. Jeg skal skyde en Mafiaboss, der har planlagt et angreb mod en af de officielle baser. Der er bare ingen der ved vi skal det, for vi eksisterer ikke i deres øjne.
”Cara? Er du frosset fast til taxa sædet?”
Min bror står og kigger på mig. Vi er ankommet til hotellet, hvor vi skal tilbringe de næste fem dage. Eller de skal. Jeg har nemlig fået besked på, at jeg skal forlade landet, når jeg har fuldført min opgave. Jeg skal fortælle min familie, der kom noget op med mit officielle arbejde, som jeg ikke kan undvige fra. Det er selvfølgelig svært at lyve overfor dem, men det er jeg blevet vant til efterhånden. Når jeg ikke arbejder som snigskytte, arbejder jeg for et kæmpe firma. Jeg er assistent for overdirektøren, og tjener gode penge der, men ikke lige så gode som i den hemmelige deling. Jeg tjener ti gange så meget som jeg gør som assistent. Det er det der gør jeg kan leve som jeg gør, og invitere min familie med på ”ferie”.
”Sikke et dejligt hotel du har valgt til os, men er det ikke lidt for meget for dig at betale for hele familien? Det ser rigtig dyrt ud det her sted…”
Min mor står og snurre rundt inde i lobbyen, mens min far er ved at komme op og skændes med piccoloen, om hvor vidt piccoloen skal tage min fars kuffert. Min mor opdager det, og skynder sig hen til ham.
”NIELS! Lad nu den stakkels italiener være! Han gør jo bare sit arbejde!”
”Det her sted er jo sygt lækkert Cara! Hvordan har du fået råd til det?”
Jeg vender mig om, og kigger lige ind i min storebrors brystkasse. Han står og holder om sin kæreste. Hun er en typisk nordisk pige. Lyst hår, lys hud, slank og høj men hun er jo også fra Norge… Hun hedder Inga.
”Ja… Det er jo aldrig godt at vide Josef.”
Han smiler og slår mig let på skulderen.
”Inga og jeg hopper i poolen. Her er jo super varmt!”
Jeg giver dem tommelup, og går over for at hjælpe min mor. Hun står stadig og diskuterer med min far, om hvem der skal tage hans bagage. Den virker nærmest hellig.
Da jeg når tættere på dem, genkender jeg piccoloen. Det er Scooby fra vores team, ud fra hvad jeg husker og fik set fra de enkle billeder jeg fik udleveret af Snake, som er vores team leader.
Lidt pinligt førstehåndsindtryk at lave på sin teammade.
”Far. Det er meningen han skal tage dine tasker…”
Min far vender sig om mod mig, og er helt rød i hovedet af at diskutere.
”Cara, jeg er ligeglad hvad han mener han skal! Han skal bare ikke tage mine tasker.”
Min mor ryster på hovedet, og Scooby ser lidt træt ud. Jeg tror han er blevet ør i hovedet af min fars brokkeri. Jeg sukker.
”Okay far… Hvis du tager dine egne tasker, kan vi så få lidt fred?”
Min far grynter fornærmet, og river sine tasker ud af Scoobys hænder. Jeg kigger undskyldende på Scooby, der nikker forstående.
”Tak min skat…”
Min Mor klapper mig på hovedet, og følger efter min far hen til receptionen, for at få nøglerne.
”Jeg vidste ikke, du havde taget hele din familie med på mission.”
Scooby kigger undrende på mig.
”Det var min opgave. At være turist, og falde ind i miljøet. Hvad med dig? Skulle du være piccolo?”
Jeg skimter over mod alle vores kufferter, og kigger på Scooby. Han er iført et rødt matchende sæt, der har en lille matchende hat.
”Lad os bare sige din opgave, er bedre end min.”
Jeg trækker på skuldrende, og kigger mig omkring. Folk er begyndt at lægge mærke til, jeg snakker med piccoloen, og mine forældre ikke er der.
”Men tak for alting, og jeg undskylder over min fars opførsel!”
Jeg siger det ekstra højt, for ikke at vække mistanke, hos nogle potentielle mafiamedlemmer. Alligevel bliver det lidt akavet. Heldigvis vælger Scooby at nikke, og sige selv rigtig højt.
”Det gør ikke noget. Det er selvfølgelig helt okay, hvis din far gerne vil tage sin egen taske.”
Ja mindre arbejde til dig, tænker jeg for mig selv, vender mig om og går over mod min familie.

16:30 Italiensk tid.

”Scooby, kom ind. Dette er Snake. Er du på din plads?”
”Snake, dette er Scooby, der bekræfter sin position.”
”Godt Scooby. Baloo, er du på plads?”
”Ja Snake, jeg, Baloo bekræfter jeg er klar.”
”Phoenix. Er du klar til afgang, med din flyvende falk?”
”Ja, Snake. Motoren er tændt på den flyvende falk.”
”Godt. Hvad med dig BadGirl? Er du klar til at farve fuglen?”
Farve fuglen. Det var kode ordet for at skyde Målet. Skulle jeg sige ja eller nej? Hvad skal jeg gøre? Min hjerte pumper der ud af, og tankerne flyver gennem hovedet på mig.
”Ja Snake, BadGirl i position til at farve fuglen.”
Mine læber og stemme, var hurtigere end resten af min krop, for de svarede uden jeg var sikker. Nu er der bare ingen vej tilbage.
”Godt. Du anmoder bare, når du er klar til at farve fuglen.”
”Tjek.”
Jeg ligger på taget af en bygning, og er klar til at skyde målet, da det går direkte ind foran min linse. Jeg har det i pletskud lige nu, og kan få et lige skud ud af det. Ingen andre end målet vil blive ramt.
”Snake kom ind. Målet i sigte. Dette er BadGirl der beder om tilladelse til at farve fuglen.”
”BadGirl, dette er Snake. Du har tilladelse til at farve fuglen.”
Mange tanker flyver gennem hovedet på mig. Skal jeg? Skal jeg ikke? Uden jeg når at tænke mere, klarer min finger arbejdet. Jeg rammer målet lige i panden. Folk inde i bygningen dukker sig. Nogle løber ud af døren. Sikkerhedsvagter kigger sig omkring. De kan ikke se mig. Det ved jeg. Jeg ligger nemlig mindst to kilometer væk. Hurtigt samler jeg mine ting, og løber ned af brandtappen. Jeg drejer om hjørnet, og pludselig har jeg en pistol for panden. Scooby står foran mig, og holder pistolen.
”Hvad har du gang i?”
Han kigger ikke engang på mig. Han kigger lige forbi mig, som om han er klar til at skyde mig.
”Snake kom ind. Jeg er klar til at farve den flyvende ørn. Har jeg din tilladelse.”
”Ja, Scooby. Du har tilladelse til at farve den flyvende ørn.”
Scooby kiggede væk, og lukkede øjnene. Det gik op for mig, hvad der ville ske nu. Hvis jeg bare lukke øjnene, ville det måske gå hurtigere.