Darkness- Novelle

Darkness

Hun kunne ikke. Hele hendes krop skreg nej. Hun var jo ikke sulten, selvom hun ikke havde spist i to dage. Alligevel blev hun nød til det. Hun var svag. Hun havde ingen energi. Hun kunne næsten ikke løfte sin arm, for at tage den lille kiks der lå foran hende. Det tog hende mindst to minutter, at få den til at reagere. Da hun endelig nåede kiksen, var den som en klods beton at få op til munden. Hun kunne mærke tårende i hendes øjne der begyndte at komme, da hun puttede den lille kiks ind i hendes mund. Hvorfor? Hvorfor havde hun nu gjort det? Hun var for tyk! Alt for tyk! Hun vejede 45 kilo! Det måtte hun ikke! Hun skulle veje 35! Melissa skyndte sig ud til toilettet, og stak sine fingere i halsen. Uanset hvor meget hun prøvede, kunne hun ikke få det op. Det blev i hende. Hun begyndte at græde. Hurtigt rejste hun sig op, men blev svimmel, hvor det hele sortnede for hende, så hun faldt om. Igen prøvede hun at rejse sig op. Denne gang mere stille. Det sortnede endnu engang for hendes øjne, bare ikke lige så meget som før. Hun trak vejret dybt, da hun pludselig fik øje på en pige. Hun var buttet. Hun havde ikke en flad mave, hun havde ikke mellemrum mellem benene. Hendes arme var tykke, og hun havde dobbelthage. Til gengæld havde hun et livsglimt i øjnene. Hendes hår var flot lyst, og tykt. Det havde den flotteste glans, og lignede silke. Alligevel faldt Melissas blik ned på hendes mave. Hun kørte hånden over den, og pludselig blev den flad. Den blev helt suget ind. Melissa prøvede igen over hendes ben. De blev hurtigt meget tynde og svage. Hendes muskler var helt forsvundet fra dem. Melissa vilde ikke kigge på det. Det så sygt ud. Hun kiggede op for at finde pigens ansigt, men det var væk. I stedet var der et tyndt udmagret ansigt. Det havde ingen glød. Intet liv. Håret hang dødt ned ad siden på det. Pludselig begyndte det at græde. Det gjorde Melissa også. Havde det ikke altid været det hun ville? Være så tynd? Et split sekund begyndte hun at savne den buttede pige i spejlet. Hun ville gerne se sådan ud igen. Hun lignede et skelet. Hun havde intet tilbage, andet end sine knogler. Tårende flød ned ad hendes kinder som vandfald. Hun havde brug for at snakke med nogen. Hun havde ikke set sine forældre i lang tid. Hun havde ikke set… Ved tanken om hans navn, begyndte hun at græde endnu mere. Hun kunne ikke klare det mere. Hun måtte ende det her. Melissa tog sin pæneste hvide kjole på, og begyndte at gå op til bygningens tag. Jo længere hun kom op, jo mere kunne man se af København. Nu var hun der næsten. Hun lukkede øjnene, og begyndte at gå. Skridt for skridt kunne hun mærke vinden blive kraftigere. Hun kunne høre lyden af biler. En bus der stoppede ind, og kørte igen. Hvis hun lyttede godt efter, kunne hun også høre det, folk snakkede om nede på gaden. Der var en der snakkede i mobil. Han var i gang med at fortælle nogen om, hvordan han ville overraske sin kæreste med blomster og chokolade, efter han ikke havde set hende i fem måneder. Pludselig genkendte Melissa stemmen. Det var ham! Han var kommet! Hun åbnede øjnene, og følte en glæde. Hun følte en grund til at leve livet. Det var for sent. Hun var allerede nået ud på kanten. Hun gled. Febrilsk greb hun ud efter noget. Der var intet. Ingen hånd. Intet. Ingen. Selvom det gik hurtigt, føltes det som lang tid. Melissa valgte at lukke sine øjne. Måske ville det ikke gøre lige så ondt.