Mulvarpen- Novelle

Mulvarpen

Stille tændte hun bruseren. Hun turde ikke kigge på sine hænder. I stedet løsnede hun sin elastik. Det var første gang. Hun havde aldrig prøvet det før. Det var en forfærdelig følelse, men det skulle gøres. Hun blev betalt. Hun mærkede om bruseren var blevet varm nok. Så gik hun ind under den. Det mørkerøde blod hun havde haft på hænderne, flød nu lige så stille af. Nu var de rene. Hun vaskede også sit ansigt. Hun havde fået hans blod i hovedet. Også i håret. Selvom hun havde haft det i en hestehale, var det blevet rødt. Hun kunne ikke lide farven. Hendes hænder rystede nu. Det var som om, der var jordskælv, så meget rystede hun. Det hele kørte rundt. Hun blev ved med at se det hele for dig igen. Hele situationen. Alt hvad der skete. Hun havde kørt hånden ned af ryggen på ham. Pludselig havde hun dolket ham. Dolket ham i ryggen. Hun bankede hovedet ind i væggen. Hun blev ved, indtil der kom rødt fra hendes pande. Selvom det nu flød ned fra hendes pande, som en teenagepiges øjne, når hun græd kærestesorger, stoppede hun ikke. Det føltes godt på en måde. Straffe sig selv, for at have straffet andre. Hun kunne ikke få det ud af hovedet, selvom hun prøvede. Hun bankede det hårdere ind imod væggen. Hårdere. Hårdere. HÅRDERE. Indtil hun blev svimmel. Indtil det hele gik i sort.

Hun blev hevet tilbage til virkeligheden. Hun kunne ikke få luft. Med et ryk, lænede hun sig frem. Hostede og spyttede vandet ud fra lungerne. Hun var ved at blive kvalt. Kvalt. Tænk at blive kvalt. Forfærdeligt. Man kan ikke trække vejret. Ens krop går i panik. Kæmper for at få luft.
Til sidst rejste hun sig op. Det hele svimlede, og hun blev nød til at sætte sig igen. Mon det føltes sådan at dø?

Hun skal være hurtig nu. Inde og ude på 2 minutter. Det er præcis den tid hun har. Hverken mere eller mindre. Hun har sit våben klar. Som en soldat der skal i krig. Sidder og venter på ordre. Hun havde næsten fået er hjerteslag, da hendes ur pludselig bippede. Det var tid nu.
Inden hun gjorde det, kiggede hun ham i øjnene. Så gik hun bag om ham, og kørte hånden ned af ryggen, inden hun dolkede ham. Dolkede ham i ryggen. Han stønnede, og faldt sammen. Hun vidste ikke hvorfor, men hun kunne godt lide synet. Koldblodet, gik hun videre.

”Godmorgen Daisy. Hvordan har De det så i dag?”
Hun smilte og satte sin latte ned. Sjovt nok havde hun det godt.
”Meget godt tak…”
Vagten kiggede på hendes pande.
”Hvad har du dog lavet der?”
Hun tog sig til panden, men det gjorde ondt, så hun lod hånden falde på plads igen.
”Jeg væltede i badet forleden…”
Vagten så bekymret ud, og blev ved med at kigge på panden. Så rystede han let på hovedet, og lod hende gå videre. Da hun kom længere ind, så hun kriminalkommissær Frost, komme bekymrende gående mod hende. Han havde nogle papirer og billeder i hånden. Han havde også en rynke i panden.
”Daisy!”
Han gav hende papirerne i hånden, og viste hende billederne. Hun vidste udmærket hvad der var galt, men reagerede præcis som hun plejede. Forbløffet, og forundret over nogen kunne finde på at gøre sådan noget. Tage en andens liv.
”Der er en ny morder på spil. Det er den samme der har myrdet de her to.”
Han vidste hende et billede af en mand, der holdte en avis oppe foran sit ansigt. Man kunne ikke se hans ansigt. Han var ca. 190 cm. Og havde brunt hår. Han var muskuløs, og slank.
”Det er vores morder.”
”Hvordan ved vi det?” Spurgte Daisy.
Frost kiggede på hende, og så gik han hen imod it-rummet.
”Vi har fået en Video af ham, mens han myrde de to personer. Det eneste er bare, at vi ikke har fået en video af han ansigt. Han må være professionel, da han har undgået hvert eneste kamera. Det eneste vi har på ham, er hans hårfarve.
”Har vi nogle specielle, der er hovedmistænkte?”
Frost kiggede i sine papirer og viste hende et billede.
”Ham her.”
Daisy kunne godt genkende ham. Det var ham, hun havde lavet sit kostume efter. Hun havde været i en speciel enhed, og havde derfor lært hvordan man skulle begå sig, uden nogen ville opdage en. Hun havde overvåget ham for flere måneder. Lært hans dagrutiner. Lært hans gang. Den måde han var på. Hvor han var. Han havde en forbindelse til ofrene. Derfor var han oplagt.
”Hvad hedder han?” Hun tog papirerne og bladrede i dem.
”Khaled Davidsen. Han siger han er uskyldig, men kan ikke modbevise noget som helst. Det ser sort ud for ham, men godt ud for os.”
Frost kiggede på Daisys pande.
”Hvad har du lavet der?”
Han pegede på den .
”Jeg faldt i badet.”
Frost nikkede og gik hen imod afhørings lokalet.
”Han er der inde nu, og klar til at blive sat i fængsel. Vi har fundet en kniv i hans lejlighed. Hvis det er mordvåbenet, så er hans vores.”
Daisy nikkede. Hun vidste det var morvåbnet, da hun havde lagt det hjemme hos ham, da han var nede i vaskerummet. Hun havde gemt det, hvor han aldrig selv ville kigge, men politiet, helt sikkert ville. Hun vidste alt hvad de gjorde, og hvad de ville gøre. Hun var selv en agent.  Pludselig ringede frosts telefon.
”JaHalloDetErFrost!” Sagde han ud i et.
”Ja…”
Han kløede sig i hovedbunden.
”Ja…”
Så smilede han lidt.
”Super!”
Frost vente sig mod Daisy. Han smilede lykkeligt.
”Vi har vores morder!”
Det er helt rigtig Frost, tænkte hun. Du står overfor hende.