Normalt ville jeg lægge en novelle ud, men jeg har virkelig brug for at få fortalt det her. Faktisk er jeg virkelig nervøs, og vil helst ikke, men jeg tror det ville være godt for mig. Here we go;
Jeg har haft en spiseforstyrelse i lang tid nu. Nogle dage spiser jeg slet ikke, hvor andre dage grov æder jeg. Når jeg har haft de dage, er jeg virkelig deprimeret, og ked af min krop. Igår gik jeg helt ned, fordi jeg også havde en dårlig dag i skolen. Det resulterede i jeg bundede en flaske vin. Jeg troede aldrig jeg skulle komme så langt ud, hvor jeg drak mine følelser væk, men det skete altså. Jeg er virkelig flov over det, og idag ligger jeg syg. Igår var jeg også virkelig syg. Alt kom bare op, og jeg kastede endda op ud af næsen, så vildt var det. Normalt er jeg imod at drikke sig fuld, men jeg forstår godt nu hvorfor nogen ikke kan se en anden udvej, og dog… Jeg synes det var rigtig ubehageligt, og jeg havde ingenkontrol over min krop. Jeg væltede rundt, og kan kun huske små episoder. F.eks. kan jeg huske min mor komme ind, og hjælpe mig, for derefter at glide i min opkast. Jeg var selv smurt ind i opkast, og jeg har aldrig følt mig mere klam, eller barnlig.
Det er bare en lille besked til alle derude, at man ikke behøves drukne sine følelser, for de vender tilbage. Jeg kan tydeligt mærke alle mine følelser igen, og flere til.
”Scooby, kom ind. Dette er Snake. Er du på din plads?”
”Snake, dette er Scooby, der bekræfter sin position.”
”Godt Scooby. Baloo, er du på plads?”
”Ja Snake, jeg, Baloo bekræfter jeg er klar.”
”Phoenix. Er du klar til afgang, med din flyvende falk?”
”Ja, Snake. Motoren er tændt på den flyvende falk.”
”Godt. Hvad med dig BadGirl? Er du klar til at farve fuglen?”
Farve fuglen. Det var kode ordet for at skyde Målet. Skulle jeg sige ja eller nej? Hvad skal jeg gøre? Min hjerte pumper der ud af, og tankerne flyver gennem hovedet på mig.
”Ja Snake, BadGirl i position til at farve fuglen.”
Mine læber og stemme, var hurtigere end resten af minkrop, for de svarede uden jeg var 100 procent sikker. Nu er der bare ingen vej tilbage.
”Godt. Du anmoder bare, når du er klar il at farve fuglen.”
”Tjek.”
Jeg ligger på taget af en bygning, og er klar til at skyde målet, da det går direkte ind foran min linse. Jeg har det i pletskud lige nu, og kan få et lige skud ud af det. Ingen andre end målet vil blive ramt.
”Snake kom ind. Målet i sigte. Dette er BadGirl der beder om tilladelse til at farve fuglen.”
”BadGirl, dette er Snake. Du har tilladelse til at farve fuglen.”
Mange tanker flyver gennem hovedet på mig. Skal jeg? Skal jeg ikke? Uden jeg når at tænke mere, klarer min finger arbejdet. Jeg rammer målet lige i panden. Folk inde i bygningen dukker sig. Nogle løber ud af døren. Sikkerhedsvagter kigger sig omkring. De kan ikke se mig. Det ved jeg. Jeg ligger nemlig mindst to kilometer væk. Hurtigt samler jeg mine ting, og løber ned af brandtappen. Jeg drejer om hjørnet, og pludselig har jeg en pistol for panden. Scooby står foran mig, og holder pistolen.
”Hvad har du gang i?”
Han kigger ikke engang på mig. Han kigger lige forbi mig. Som om han er klar til at skyde mig.
”Snake kom ind. Jeg er klar til at farve den flyvende ørn. Har jeg din tilladelse.”
”Ja, Scooby. Du har tilladelse til at farve den flyvende ørn.”
Mit hjerte banker hurtigere end nogensinde før. Vil de skyde mig? Er det det de hele tiden har planlagt for mig, hvad der angår den her tur? Kan de her virkelig være min sidste opgave? Scooby tager fingeren op foran munden på mig, og peger pistolen op ad. Så affyrer han tre skud, og peger på min taske med udstyret.
”Scooby, har du farvet ørnen?”
”Ja Snake, ørnen er blevet farvet.”
”Så husk at tage ørnene reden med hjem.”
”Tjek.”
Jeg rækker ham min taske, og han tager den.
”Hvor skal jeg gøre af liget?”
”Brænd det…”
”Tjek.”
Han slukker for min Mikrofon, og slukker for sin mikrofon.
”Du kan snakke frit nu.”
Jeg kan mærke vreden komme boblende i mig.
”Så jeg skulle bare skyde målet, og så var jeg det næste mål?!”
Scooby nikker, og kigger på min uniform.
”Jeg bliver nød til at tage din uniform, og brænde den sammen med din taske.”
En anden hurtig tanke flyver gennem hovedet på mig. Jeg er teknisk set død nu. Så mine forældre for besked om mit dødsfald, og mine bankkontoer bliver lukkede. Mit pas bliver ugyldigt, og jeg bliver et spøgelse.
”Jamen jeg har ikke andet på…”
”Surt for dig.”
Scooby kigger sig omkring, og for øje på en hvid sommerkjole. Han går hen til tørresnoren den hænger på, og snupper den.
”Her… Tag den på…”
Han rækker mig kjolen, og vender sig om. Jeg er hurtigt ude af uniformen, og i sommerkjolen. Jeg løsner mit hår, og lader det falde nedover min skuldre, og ned langs ryggen.
”Jeg er færdig nu.”
Scooby vender sig om.
”Oh…” Han giver mig elevaterblikket, ”rækker du mig ikke lige uniformen.”
Jeg gør hvad han beder mig om, og han tager den hurtigt ud af hånden på mig. Han vender sig om og begynder at gå væk fra mig. Der er bare noget jeg bliver nød til at spørge ham om.
”Hvorfor dræbte du mig ikke, som du fik besked på?”
Scooby vender sig om, og kigger mig lige i øjnene.
”Du skal bare være glad for, at jeg ikke skød dig.”
”Hvorfor skulle du skyde mig?”
Han tøver med at svare, og vender ryggen til. Så går han to skridt, men vender sig om, og går hen imod mig. Han kommer helt tæt på, og siger stille, så jeg næsten ikke kan høre det.
”Du er for god til dit job. Hovedbasen ville forfremme dig, og tage Snakes rank fra ham, for at give den til dig. Snake ville ikke lade det ske, for han synes du var for farlig, så han ville hellere lade dig dø.”
Det føles som om en kold dråbe der glider ned ad min rygrad. Kulden siver helt ind i min den, og giver mig kuldegysning. Scooby vender sig om, og forsvinder i en lille dampsky. Da skyen er forsvundet, er han også.
Stille tændte hun bruseren. Hun turde ikke kigge på sine hænder. I stedet løsnede hun sin elastik. Det var første gang. Hun havde aldrig prøvet det før. Det var en forfærdelig følelse, men det skulle gøres. Hun blev betalt. Hun mærkede om bruseren var blevet varm nok. Så gik hun ind under den. Det mørkerøde blod hun havde haft på hænderne, flød nu lige så stille af. Nu var de rene. Hun vaskede også sit ansigt. Hun havde fået hans blod i hovedet. Også i håret. Selvom hun havde haft det i en hestehale, var det blevet rødt. Hun kunne ikke lide farven. Hendes hænder rystede nu. Det var som om, der var jordskælv, så meget rystede hun. Det hele kørte rundt. Hun blev ved med at se det hele for dig igen. Hele situationen. Alt hvad der skete. Hun havde kørt hånden ned af ryggen på ham. Pludselig havde hun dolket ham. Dolket ham i ryggen. Hun bankede hovedet ind i væggen. Hun blev ved, indtil der kom rødt fra hendes pande. Selvom det nu flød ned fra hendes pande, som en teenagepiges øjne, når hun græd kærestesorger, stoppede hun ikke. Det føltes godt på en måde. Straffe sig selv, for at have straffet andre. Hun kunne ikke få det ud af hovedet, selvom hun prøvede. Hun bankede det hårdere ind imod væggen. Hårdere. Hårdere. HÅRDERE. Indtil hun blev svimmel. Indtil det hele gik i sort.
Hun blev hevet tilbage til virkeligheden. Hun kunne ikke få luft. Med et ryk, lænede hun sig frem. Hostede og spyttede vandet ud fra lungerne. Hun var ved at blive kvalt. Kvalt. Tænk at blive kvalt. Forfærdeligt. Man kan ikke trække vejret. Ens krop går i panik. Kæmper for at få luft.
Til sidst rejste hun sig op. Det hele svimlede, og hun blev nød til at sætte sig igen. Mon det føltes sådan at dø?
Hun skal være hurtig nu. Inde og ude på 2 minutter. Det er præcis den tid hun har. Hverken mere eller mindre. Hun har sit våben klar. Som en soldat der skal i krig. Sidder og venter på ordre. Hun havde næsten fået er hjerteslag, da hendes ur pludselig bippede. Det var tid nu.
Inden hun gjorde det, kiggede hun ham i øjnene. Så gik hun bag om ham, og kørte hånden ned af ryggen, inden hun dolkede ham. Dolkede ham i ryggen. Han stønnede, og faldt sammen. Hun vidste ikke hvorfor, men hun kunne godt lide synet. Koldblodet, gik hun videre.
”Godmorgen Daisy. Hvordan har De det så i dag?”
Hun smilte og satte sin latte ned. Sjovt nok havde hun det godt.
”Meget godt tak…”
Vagten kiggede på hendes pande.
”Hvad har du dog lavet der?”
Hun tog sig til panden, men det gjorde ondt, så hun lod hånden falde på plads igen.
”Jeg væltede i badet forleden…”
Vagten så bekymret ud, og blev ved med at kigge på panden. Så rystede han let på hovedet, og lod hende gå videre. Da hun kom længere ind, så hun kriminalkommissær Frost, komme bekymrende gående mod hende. Han havde nogle papirer og billeder i hånden. Han havde også en rynke i panden.
”Daisy!”
Han gav hende papirerne i hånden, og viste hende billederne. Hun vidste udmærket hvad der var galt, men reagerede præcis som hun plejede. Forbløffet, og forundret over nogen kunne finde på at gøre sådan noget. Tage en andens liv.
”Der er en ny morder på spil. Det er den samme der har myrdet de her to.”
Han vidste hende et billede af en mand, der holdte en avis oppe foran sit ansigt. Man kunne ikke se hans ansigt. Han var ca. 190 cm. Og havde brunt hår. Han var muskuløs, og slank.
”Det er vores morder.”
”Hvordan ved vi det?” Spurgte Daisy.
Frost kiggede på hende, og så gik han hen imod it-rummet.
”Vi har fået en Video af ham, mens han myrde de to personer. Det eneste er bare, at vi ikke har fået en video af han ansigt. Han må være professionel, da han har undgået hvert eneste kamera. Det eneste vi har på ham, er hans hårfarve.
”Har vi nogle specielle, der er hovedmistænkte?”
Frost kiggede i sine papirer og viste hende et billede.
”Ham her.”
Daisy kunne godt genkende ham. Det var ham, hun havde lavet sit kostume efter. Hun havde været i en speciel enhed, og havde derfor lært hvordan man skulle begå sig, uden nogen ville opdage en. Hun havde overvåget ham for flere måneder. Lært hans dagrutiner. Lært hans gang. Den måde han var på. Hvor han var. Han havde en forbindelse til ofrene. Derfor var han oplagt.
”Hvad hedder han?” Hun tog papirerne og bladrede i dem.
”Khaled Davidsen. Han siger han er uskyldig, men kan ikke modbevise noget som helst. Det ser sort ud for ham, men godt ud for os.”
Frost kiggede på Daisys pande.
”Hvad har du lavet der?”
Han pegede på den .
”Jeg faldt i badet.”
Frost nikkede og gik hen imod afhørings lokalet.
”Han er der inde nu, og klar til at blive sat i fængsel. Vi har fundet en kniv i hans lejlighed. Hvis det er mordvåbenet, så er hans vores.”
Daisy nikkede. Hun vidste det var morvåbnet, da hun havde lagt det hjemme hos ham, da han var nede i vaskerummet. Hun havde gemt det, hvor han aldrig selv ville kigge, men politiet, helt sikkert ville. Hun vidste alt hvad de gjorde, og hvad de ville gøre. Hun var selv en agent. Pludselig ringede frosts telefon.
”JaHalloDetErFrost!” Sagde han ud i et.
”Ja…”
Han kløede sig i hovedbunden.
”Ja…”
Så smilede han lidt.
”Super!”
Frost vente sig mod Daisy. Han smilede lykkeligt.
”Vi har vores morder!”
Det er helt rigtig Frost, tænkte hun. Du står overfor hende.
Hun kunne ikke. Hele hendes krop skreg nej. Hun var jo ikke sulten, selvom hun ikke havde spist i to dage. Alligevel blev hun nød til det. Hun var svag. Hun havde ingen energi. Hun kunne næsten ikke løfte sin arm, for at tage den lille kiks der lå foran hende. Det tog hende mindst to minutter, at få den til at reagere. Da hun endelig nåede kiksen, var den som en klods beton at få op til munden. Hun kunne mærke tårende i hendes øjne der begyndte at komme, da hun puttede den lille kiks ind i hendes mund. Hvorfor? Hvorfor havde hun nu gjort det? Hun var for tyk! Alt for tyk! Hun vejede 45 kilo! Det måtte hun ikke! Hun skulle veje 35! Melissa skyndte sig ud til toilettet, og stak sine fingere i halsen. Uanset hvor meget hun prøvede, kunne hun ikke få det op. Det blev i hende. Hun begyndte at græde. Hurtigt rejste hun sig op, men blev svimmel, hvor det hele sortnede for hende, så hun faldt om. Igen prøvede hun at rejse sig op. Denne gang mere stille. Det sortnede endnu engang for hendes øjne, bare ikke lige så meget som før. Hun trak vejret dybt, da hun pludselig fik øje på en pige. Hun var buttet. Hun havde ikke en flad mave, hun havde ikke mellemrum mellem benene. Hendes arme var tykke, og hun havde dobbelthage. Til gengæld havde hun et livsglimt i øjnene. Hendes hår var flot lyst, og tykt. Det havde den flotteste glans, og lignede silke. Alligevel faldt Melissas blik ned på hendes mave. Hun kørte hånden over den, og pludselig blev den flad. Den blev helt suget ind. Melissa prøvede igen over hendes ben. De blev hurtigt meget tynde og svage. Hendes muskler var helt forsvundet fra dem. Melissa vilde ikke kigge på det. Det så sygt ud. Hun kiggede op for at finde pigens ansigt, men det var væk. I stedet var der et tyndt udmagret ansigt. Det havde ingen glød. Intet liv. Håret hang dødt ned ad siden på det. Pludselig begyndte det at græde. Det gjorde Melissa også. Havde det ikke altid været det hun ville? Være så tynd? Et split sekund begyndte hun at savne den buttede pige i spejlet. Hun ville gerne se sådan ud igen. Hun lignede et skelet. Hun havde intet tilbage, andet end sine knogler. Tårende flød ned ad hendes kinder som vandfald. Hun havde brug for at snakke med nogen. Hun havde ikke set sine forældre i lang tid. Hun havde ikke set… Ved tanken om hans navn, begyndte hun at græde endnu mere. Hun kunne ikke klare det mere. Hun måtte ende det her. Melissa tog sin pæneste hvide kjole på, og begyndte at gå op til bygningens tag. Jo længere hun kom op, jo mere kunne man se af København. Nu var hun der næsten. Hun lukkede øjnene, og begyndte at gå. Skridt for skridt kunne hun mærke vinden blive kraftigere. Hun kunne høre lyden af biler. En bus der stoppede ind, og kørte igen. Hvis hun lyttede godt efter, kunne hun også høre det, folk snakkede om nede på gaden. Der var en der snakkede i mobil. Han var i gang med at fortælle nogen om, hvordan han ville overraske sin kæreste med blomster og chokolade, efter han ikke havde set hende i fem måneder. Pludselig genkendte Melissa stemmen. Det var ham! Han var kommet! Hun åbnede øjnene, og følte en glæde. Hun følte en grund til at leve livet. Det var for sent. Hun var allerede nået ud på kanten. Hun gled. Febrilsk greb hun ud efter noget. Der var intet. Ingen hånd. Intet. Ingen. Selvom det gik hurtigt, føltes det som lang tid. Melissa valgte at lukke sine øjne. Måske ville det ikke gøre lige så ondt.
”Snake kom ind. Målet i sigte. Dette er BadGirl der beder om tilladelse til at farve fuglen.”
”BadGirl, dette er Snake. Du har tilladelse til at farve fuglen.”
Jeg ligger på taget af en bygning, og er klar til at skyde målet. Mange tanker flyver gennem hovedet på mig. Skal jeg? Skal jeg ikke? Uden jeg når at tænke mere, klarer min finger arbejdet. Jeg rammer målet lige i panden. Folk inde i bygningen dukker sig. Nogle løber ud af døren. Sikkerhedsvagter kigger sig omkring. De kan ikke se mig. Det ved jeg. Jeg ligger nemlig mindst to kilometer væk. Det er standarten når jeg er på jobbet. De kalder mig trumfen.
10:00 Italiensk tid
”Ha! Ja som om du kunne komme i militæret! Du er så lille og tynd! Du ville aldrig kunne bestå en eneste prøve!”
Ja. Det er så min meget op bakkende storebror… -Som om du kunne komme i millitæret!- Sætningen kører rundt i hovedet på mig. Det har den gjort lige siden han sagde det. Han skulle bare vide. Det må han ikke. Så bliver han dræbt. Jeg arbejder for den hemmelige organisation, i en specialgruppe. Der er bare ingen andre end os der ved vi eksistere. Når du først er med i gruppen, er den eneste udvej døden, eller hvis vi bliver fanget. Hvis vi bliver fanget, bliver vi anklaget for teorister, og militærets overbygning vil ikke kunne genkende os. Så hemmelige er vi.
Jeg har lige fået en ny mission. Vi er fem mand, Snake, Baloo, Scooby, Phoenix og mig, BadGirl, der er gået undercover i Italien. Jeg har fået til opgave, at skulle lade som om, jeg er på familieferie i Napoli, men i virkeligheden er jeg på en mission. Jeg skal skyde en Mafiaboss, der har planlagt et angreb mod en af de officielle baser. Der er bare ingen der ved vi skal det, for vi eksisterer ikke i deres øjne.
”Cara? Er du frosset fast til taxa sædet?”
Min bror står og kigger på mig. Vi er ankommet til hotellet, hvor vi skal tilbringe de næste fem dage. Eller de skal. Jeg har nemlig fået besked på, at jeg skal forlade landet, når jeg har fuldført min opgave. Jeg skal fortælle min familie, der kom noget op med mit officielle arbejde, som jeg ikke kan undvige fra. Det er selvfølgelig svært at lyve overfor dem, men det er jeg blevet vant til efterhånden. Når jeg ikke arbejder som snigskytte, arbejder jeg for et kæmpe firma. Jeg er assistent for overdirektøren, og tjener gode penge der, men ikke lige så gode som i den hemmelige deling. Jeg tjener ti gange så meget som jeg gør som assistent. Det er det der gør jeg kan leve som jeg gør, og invitere min familie med på ”ferie”.
”Sikke et dejligt hotel du har valgt til os, men er det ikke lidt for meget for dig at betale for hele familien? Det ser rigtig dyrt ud det her sted…”
Min mor står og snurre rundt inde i lobbyen, mens min far er ved at komme op og skændes med piccoloen, om hvor vidt piccoloen skal tage min fars kuffert. Min mor opdager det, og skynder sig hen til ham.
”NIELS! Lad nu den stakkels italiener være! Han gør jo bare sit arbejde!”
”Det her sted er jo sygt lækkert Cara! Hvordan har du fået råd til det?”
Jeg vender mig om, og kigger lige ind i min storebrors brystkasse. Han står og holder om sin kæreste. Hun er en typisk nordisk pige. Lyst hår, lys hud, slank og høj men hun er jo også fra Norge… Hun hedder Inga.
”Ja… Det er jo aldrig godt at vide Josef.”
Han smiler og slår mig let på skulderen.
”Inga og jeg hopper i poolen. Her er jo super varmt!”
Jeg giver dem tommelup, og går over for at hjælpe min mor. Hun står stadig og diskuterer med min far, om hvem der skal tage hans bagage. Den virker nærmest hellig.
Da jeg når tættere på dem, genkender jeg piccoloen. Det er Scooby fra vores team, ud fra hvad jeg husker og fik set fra de enkle billeder jeg fik udleveret af Snake, som er vores team leader.
Lidt pinligt førstehåndsindtryk at lave på sin teammade.
”Far. Det er meningen han skal tage dine tasker…”
Min far vender sig om mod mig, og er helt rød i hovedet af at diskutere.
”Cara, jeg er ligeglad hvad han mener han skal! Han skal bare ikke tage mine tasker.”
Min mor ryster på hovedet, og Scooby ser lidt træt ud. Jeg tror han er blevet ør i hovedet af min fars brokkeri. Jeg sukker.
”Okay far… Hvis du tager dine egne tasker, kan vi så få lidt fred?”
Min far grynter fornærmet, og river sine tasker ud af Scoobys hænder. Jeg kigger undskyldende på Scooby, der nikker forstående.
”Tak min skat…”
Min Mor klapper mig på hovedet, og følger efter min far hen til receptionen, for at få nøglerne.
”Jeg vidste ikke, du havde taget hele din familie med på mission.”
Scooby kigger undrende på mig.
”Det var min opgave. At være turist, og falde ind i miljøet. Hvad med dig? Skulle du være piccolo?”
Jeg skimter over mod alle vores kufferter, og kigger på Scooby. Han er iført et rødt matchende sæt, der har en lille matchende hat.
”Lad os bare sige din opgave, er bedre end min.”
Jeg trækker på skuldrende, og kigger mig omkring. Folk er begyndt at lægge mærke til, jeg snakker med piccoloen, og mine forældre ikke er der.
”Men tak for alting, og jeg undskylder over min fars opførsel!”
Jeg siger det ekstra højt, for ikke at vække mistanke, hos nogle potentielle mafiamedlemmer. Alligevel bliver det lidt akavet. Heldigvis vælger Scooby at nikke, og sige selv rigtig højt.
”Det gør ikke noget. Det er selvfølgelig helt okay, hvis din far gerne vil tage sin egen taske.”
Ja mindre arbejde til dig, tænker jeg for mig selv, vender mig om og går over mod min familie.
16:30 Italiensk tid.
”Scooby, kom ind. Dette er Snake. Er du på din plads?”
”Snake, dette er Scooby, der bekræfter sin position.”
”Godt Scooby. Baloo, er du på plads?”
”Ja Snake, jeg, Baloo bekræfter jeg er klar.”
”Phoenix. Er du klar til afgang, med din flyvende falk?”
”Ja, Snake. Motoren er tændt på den flyvende falk.”
”Godt. Hvad med dig BadGirl? Er du klar til at farve fuglen?”
Farve fuglen. Det var kode ordet for at skyde Målet. Skulle jeg sige ja eller nej? Hvad skal jeg gøre? Min hjerte pumper der ud af, og tankerne flyver gennem hovedet på mig.
”Ja Snake, BadGirl i position til at farve fuglen.”
Mine læber og stemme, var hurtigere end resten af min krop, for de svarede uden jeg var sikker. Nu er der bare ingen vej tilbage.
”Godt. Du anmoder bare, når du er klar til at farve fuglen.”
”Tjek.”
Jeg ligger på taget af en bygning, og er klar til at skyde målet, da det går direkte ind foran min linse. Jeg har det i pletskud lige nu, og kan få et lige skud ud af det. Ingen andre end målet vil blive ramt.
”Snake kom ind. Målet i sigte. Dette er BadGirl der beder om tilladelse til at farve fuglen.”
”BadGirl, dette er Snake. Du har tilladelse til at farve fuglen.”
Mange tanker flyver gennem hovedet på mig. Skal jeg? Skal jeg ikke? Uden jeg når at tænke mere, klarer min finger arbejdet. Jeg rammer målet lige i panden. Folk inde i bygningen dukker sig. Nogle løber ud af døren. Sikkerhedsvagter kigger sig omkring. De kan ikke se mig. Det ved jeg. Jeg ligger nemlig mindst to kilometer væk. Hurtigt samler jeg mine ting, og løber ned af brandtappen. Jeg drejer om hjørnet, og pludselig har jeg en pistol for panden. Scooby står foran mig, og holder pistolen.
”Hvad har du gang i?”
Han kigger ikke engang på mig. Han kigger lige forbi mig, som om han er klar til at skyde mig.
”Snake kom ind. Jeg er klar til at farve den flyvende ørn. Har jeg din tilladelse.”
”Ja, Scooby. Du har tilladelse til at farve den flyvende ørn.”
Scooby kiggede væk, og lukkede øjnene. Det gik op for mig, hvad der ville ske nu. Hvis jeg bare lukke øjnene, ville det måske gå hurtigere.
